En positiv graviditetstest. Sommerfugle i maven. Små babyspark. Ni måneder senere titlen som nybagt mor. Det lyder jo som de fleste kvinders helt store drøm – men hvilken betydning har det, når den nybagte mor kæmper med en spiseforstyrrelse ved siden af?

Af: Lærke Holm Lauth Nielsen

”Idet jeg løftede et par håndvægte henne i hjørnet af yogalokalet, kom en fremmed kvinde valsende hen til mig og påpegede, at jeg var gravid, spurgte, hvor langt jeg var henne, hvorefter jeg svarede uge 28. Kvinden kiggede med forbavsede øjne på mig, mundvigene sank hurtigt til jorden og hun udbrød uden at tænke sig videre om: ´Kan du så stoppe! Du er alt for tynd til at være så langt henne. Kan du så komme hjem!´ Jeg var mildest talt i chok over, at en fremmed kvinde tillod sig at blande sig i en så intim og privat ting uden videre. Hun kendte mig ikke. Kendte ikke min baggrund eller historie. Jeg husker dog tydeligt, hvordan alles øjne i lokalet pludselig pegene hen imod mig, og deres dømmende blikke fik min krop til at stivne, som om mine blodbaner fyldtes med iskold vand. Det er nok en af de værste kommentarer, jeg endnu har mødt på min vej.”

Sådan beskrev Christina en af de mange kommentarer, hun er stødt på i det offentlige rum, efter hun blev gravid. Hvad disse kvinder ikke vidste, var at Christina op til sin graviditet har kæmpet en benhård kamp for at få kontrol over sin spiseforstyrrelse og faktisk var nået langt både fysisk og mentalt. Imidlertid kan det for andre udefra være svært at tyde, og netop derfor møder spiseforstyrrede kvinder fordomme fra nær og fjern, om hvorvidt de er egnede til at være mødre. Hvordan kan det være?

Set med en jordemoders øjne

Jordemoder og specialist i graviditet og spiseforstyrrelse Charlotte Sollid fortæller, at der både kan forekomme fysiologiske og psykologiske komplikationer hos gravide spiseforstyrrede kvinder. Særligt for mødre med anoreksi eller bulimi risikerer barnet at blive født med en for lav fødselsvægt eller være væksthæmmet grundet underernæring. Risikoen for at få et væksthæmmet barn er omtrent dobbelt så stor for kvinder med en spiseforstyrrelse, konkluderede jordemoder Charlotte Sollid i sin videnskabelige artikel, der blev publiceret i ´The American Journal of Obstetrics and Gynecology´ tilbage i 2004. Siden da har hun forsket videre inden for emnet, hvor også særligt de psykologiske aspekter bliver drøftet.

”De kvinder jeg har mødt, beskriver ofte forløbet som en djævel på den ene skulder og en engel på den anden. Djævlen er spiseforstyrrelsen, og englen er barnet. Her kommer de derfor i en form for loyalitetskonflikt mellem de to parter”.

Derudover er der selvfølgelig forskel på, i hvilken grad man er spiseforstyrret, og om det er en aktiv spiseforstyrrelse eller ej på det pågældende tidspunkt. Nogle kvinder vil endda møde en tilbagegang i starten eller slutningen af graviditeten, fordi der pludselig sker nye forandringer med deres krop, hvilket kan tricke signalerne i hjernen, så en følelse af manglende kontrol atter vil overtage tankerne. Cirka 25% af de kvinder, hvis spiseforstyrrelse er i bero, vil opleve et større eller mindre tilbagefald både under og efter endt graviditet.

”En spiseforstyrrelse minder på mange måder om en kamæleon, da den kan komme til udtryk på forskellige måder. Den kan f.eks. komme til udtryk via restriktiv spisning: ´Jeg hopper måltider over´ eller ´Jeg vil ikke tage på´ – men det kan også være, hvis kvinden har en udpræget graviditetskvalme, såkaldt hyperemesis, og det er faktisk uanset om spiseforstyrrelsen er i ro eller aktiv. Det kan nemlig også være et tegn på en mere skjult spiseforstyrrelse blandt gravide”, fortæller Sollid.

På den anden side kan de kropslige forandringer og kvindens tankesæt omkring graviditet også have en positiv indflydelse på deres selvbillede og kamp for at blive rask, idet kvinden nu primært fokuserer på en anden, nemlig barnet, hvilket kan medføre, at spiseforstyrrelsen kommer i ro eller næsten forsvinder. Der er derfor ikke et endegyldigt facit for, hvordan man reagerer på en graviditet.

Hvor udbredt er spiseforstyrrelser i Danmark?

Tal fra landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade viser, at der i Danmark er cirka 75.000 børn, unge og voksne, der lider af en spiseforstyrrelse. Herunder er det blot 5000, der lider af anoreksi, 30.000 af bulimi og 40.000 af tvangsoverspisning (BED). Imidlertid er der mange – unge som gamle – der tendenserer til at have en risikoadfærd, der på mange måder afspejler en spiseforstyrret adfærd. Dansk forskning fra 2017 viser, at hele 28% af unge mellem 11 og 20 år i Danmark har risikoadfærd for spiseforstyrrelse, og dermed en øget risiko for at udvikle sygdommen senere hen.

Pro-Ana-hjemmeside – starten på en ond cirkel

Der er fart over feltet i Christina og hendes families hjem i Aabenraa. Der er ingen tvivl om, at her bor en børnefamilie, hvor børn og leg vægtes højere end alt andet. Stuen er dedikeret til børnene og gulvet lyses op af farverigt legetøj i stride strømme. Trods børnelatter, musik og livlige lege sætter Christina tid af til at byde på kaffe og starte en dialog om, hvornår og hvordan hendes spiseforstyrrelse startede, og hvilken betydning det har haft for hendes liv indtil nu.

Christina har kæmpet med anoreksi siden 2008 og været indlagt over flere omgange. Hun fortæller, at det hele startede med, at hun som teenager faldt over en såkaldt ´Pro-Ana-hjemmeside’, som er en side, hvor man kan dele tips og tricks til at tabe sig.

”Dengang tænkte jeg, at hvis jeg bare kan finde ud af at kontrollere min vægt, så får jeg det bedre. Man bliver også bare hurtigt fanget af det. Jeg vidste jo godt, at der var noget der hed anoreksi, men på det tidspunkt tænkte jeg ikke, at det ville ramme mig. For mig handlede det mere om, at når vægten gik ned, så følte jeg, at jeg fik det bedre. Min vægtgrænse var 55 kg., men selvom vægten blev ved med at gå længere og længere ned, så kunne jeg bare ikke se, at jeg skulle spise mere for at vedligeholde vægten”.

Pro-Ana-hjemmesider florerer stadig på nettet, hvor særligt ”Skinny Girl Diet” går igen flere steder. Mange sider har flere år på bagen, men alligevel skal der ikke mange tastaturklik til at finde sider, hvor sparring blandt såkaldte Ana´s stadig finder sted. Disse forums glorificerer anoreksi, og billeder af sygeligt tynde kvinder bruges som inspiration til vægttabet. Hér møder man et fællesskab, der roser og opfordrer hinanden til at sulte sig selv, tage afføringsmidler samt at skjule det manglende madindtag fra familie og venner. En farlig cocktail, der desværre fungerer som et talerør for ligesindede.

Selvom Pro-Ana-hjemmesiderne startede Christinas anoreksi, beskriver hun alligevel sin sygdom som en atypisk spiseforstyrrelse. Mange anorektikere stræber efter et spejlbillede med magre lår, indadvendte maver og kinder samt tydelige kraveben, ribben og rygsøjler, men for Christina var hun fuldt bevidst om, at hun var tynd – ikke fordi hun ønskede at se sådan ud, men snarere, fordi hun ønskede kontrol over, hvad hun måtte og ikke måtte spise. Samtidig blev tanken om at skulle have en kæreste eller at andre kunne komme tæt på og kramme hende et større og større problem. Det var svært at være i sin egen krop, og derfor blev al intimitet skåret fra. Dog mødte hun i start 20’erne sin kæreste, Rasmus, som for hende har været en stor støtte gennem mange år. Christina beskriver, at Rasmus er hendes klippe, når livet gør ondt.

Idet disse ord bliver fortalt, lægger Rasmus armen om Christina, og de to ser stadig – efter otte år sammen – forelskede ud. Samtalen afbrydes dog hurtigt, da de to sønner, Oliver og Tobias, hiver i Rasmus´ bukseben, fordi de ivrigt ønsker at få deres far med ind i stuen og lege videre. Christina fortæller derefter, at beslutningen om at få deres to drenge var længe undervejs, da hverken Christina eller Rasmus var sikre på, hvornår det rette tispunkt ville være.

Graviditeten blev et skarpt vendepunkt

Ude i familiens lyse køkken er der pyntet op til jul. På spisebordet står et kalenderlys, der brænder lige så stille og tæller dagene i december. Christina skænker kaffen og sætter et par kopper på bordet. Så faldt der ro på de to drenge, og Christina fortsætter historien ved at fortælle, at da hun for nogle år tilbage studerede idræt og sundhed med psykologi som sidefag på Syddansk Universitet, spirede tanken om at stifte en familie. Bekymringen om, hvorvidt Christina var klar lurede dog stadig, og derfor besluttede hun et halvt års tid før, at hun ville få bugt med sin spiseforstyrrelse.

Første step blev at kontakte en privatpsykolog, der kunne fortælle om risikoen blandt spiseforstyrrede gravide, og hvad man skal være opmærksom på inden. Christina fik råd om at træne mindre og være mindre restriktiv med sin kost, hvilket faktisk gav pote for hende. Tanken om at skulle kæmpe for at blive mor blev nemlig et afgørende vendepunkt i kampen mod spiseforstyrrelsen. Den bedste behandling for hende var, da hun startede hos en psykolog, som ikke fokuserede på spiseforstyrrelsen, men hende som person. For at komme ovenpå må man også kunne kigge indad, og ofte hænger spiseforstyrrelser sammen med andre psykiske lidelser.

Den ældste af de to sønner, Oliver, er tre år gammel og selvfølgelig nysgerrig af sind. Han spørger sin mor, hvornår de skal afsted til biblioteket, som de er blevet lovet, de skal besøge samme eftermiddag. Christina svarer, at der ikke gå længe, men at de lige kan nå at spise eftermiddagsmad, mens samtalen kører videre. Christina fortæller herefter, at hun tilbage i maj 2021 blev diagnosticeret med en personlighedsforstyrrelse.

”Ikke nok med det, fandt vi også ud af, at det hele hænger sammen med min anoreksi, og at det udspringer fra noget større end det. Det er også derfor, jeg nemt bliver stresset og har svært ved at overskue flere ting på én gang. Men med fokus på den rette behandling, og endelig at kunne blive forstået, er det også lettere at komme videre”.

Set med psykologens briller

Psykolog med speciale i blandt andet spiseforstyrrelser Birgit Alsinger fortæller, at der kan ske flere ting, når en spiseforstyrret kvinde bliver gravid. Sommetider kan spiseforstyrrelsen forårsage, at kvinden ikke kan blive gravid, da hendes menstruation stopper. Sker det alligevel, ser man ofte, at kvinden faktisk ender med at få spist bedre, fordi det handler om barnet, og hun derfor tænker ´Nu er det ikke mig, det handler om, nu er jeg nødt til at gøre det rigtige for barnet´. For nogen kan det derfor give en ro i spiseforstyrrelsen, så vægtøgningen også giver mere mening, fordi det er barnet der vokser.

For andre kan man let blive provokeret af at blive gravid, fordi de bliver langt mere konfronterede med deres sygdom.

”Én ting er, at man har svært ved at spise under graviditeten og har det svært med de kropslige forandringer, noget andet er, at når man så har fået barnet, er man jo helt vildt bundet. Dét som en med spiseforstyrrelse plejer at gøre, er at løbe lange ture, gå i træningscenter eller andet, og det kan man lige pludselig ikke mere. Derfor kan man føle sig vældig bundet, og nogen kan i specifikke tilfælde projicere sin vrede hen på barnet, fordi det forhindrer én i at udføre sin kompensatoriske adfærd”.

Derudover fortæller Alsinger, at barnet altid tages i betragtning, hvis en forælder skal i behandling for spiseforstyrrelse. Vokser man op i en familie med en mor eller far, der har spiseforstyrrelse, så bliver man ret påvirket af det som barn. Til dels på grund af det helt konkrete; hvordan bliver barnets egen opfattelse af sin egen krop og spisevaner i hjemmet, men også med fornemmelsen af, at der er noget i den familie, der er vigtigere end alt andet:

”Barnet risikerer at få en følelse af at blive tilsidesat eller stå i skyggen af spiseforstyrrelsen. Der er heldigvis også nogen, som siger, at: ´Jeg vil ikke have, at mit barn skal vokse op have det ligesom jeg havde det´, og derfor tænker, at de selv bliver nødt til at få noget hjælp til at komme ud af den her spiseforstyrrelse – og ligesom bryde den sociale arv, der risikerer at opstå”, uddyber Alsinger.

Med alt dette in mente er det en enorm udfordring at blive forældre – uanset hvad man har med i bagagen. Desværre hører jeg også flere kvinder fortælle, at de er blevet mødt af temmelig meget stigmatisering fra andre om f.eks.: ‘Ikke engang dét, at være gravid, kan få dig til at ændre dine vaner´ og ´hvor må du være et dårligt menneske´ eller ´hvor må du være en dårlig mor´, og der er jo ikke noget, de ønsker mere end at være en rigtig god mor, men de her kræfter er bare så stærke, at det på en eller anden måde bliver en evig kamp, og det er i hvert fald helt sikkert, at det ikke hjælper den, der er ramt af spiseforstyrrelse at blive mødt med de fordomme. Det eneste der hjælper, er at blive mødt med forståelse og åbenhed, fortæller Alsinger.

Fremmed: ”Kan du overhovedet finde ud af at give dit barn mad?”

Mange mødre kritiseres af bekendte såvel som fremmede, så snart de åbner op om livets skyggesider. Særligt kvinder med spiseforstyrrelser, såsom anoreksi, møder modgang, fordi de med offentlighedens briller ikke er egnede til at forsørge et barn, når de ikke kan forsørge sig selv. Christina er et eksempel på en kvinde, der har følt, at hun i andres øjne gik rundt med et mærkat i panden, hvor der: står ´du er en dårlig mor´.

”Det gør mig utroligt ked af det, når andre kommenterer på mit udseende, og ud fra det, danner sig et indtryk af, at jeg ikke kan være en god mor. Generelt har både familie og bekendte spurgt, hvordan jeg har haft det kropsligt ved at være gravid, og det tænker jeg ikke, man ville have gjort ved en ”normal” gravid kvinde. Efterfølgende har jeg også mødt flere kommentarer såsom: ´Kan du overhovedet finde ud af at give dine børn mad?´, hvilket jo igen påpeger, hvilken bås jeg er sat i”.

– ”Den værste kommentar var dog den i fitnesscentret af en fremmed kvinde, der i åbent forum påpegede, at jeg i hendes øjne var for lille til at være i uge 28 i min graviditet. Det var nok mest, fordi det ikke var en decideret bekymring, men en beskyldning om, at jeg ikke passede ordentligt på mit barn. Det er bare hårdt endnu engang at møde modstand, denne gang fra folk udefra, når man i mange år har kæmpet for at få det bedre og endelig lykkes med at komme på rette vej”, uddyber Christina.

Hertil fortæller psykolog Birgit Alsinger, hvad hun tænker om den stigmatisering og række af fordomme, man som spiseforstyrret gravid kan risikere at møde på sin vej:

”Jeg tænker helt sikkert, at det næsten er værre at være gravid og spiseforstyrret end bare spiseforstyrret, fordi man godt ved, hvordan andre ser én, og derfor er man måske endnu mindre tilbøjelig til at opsøge hjælp – fordi man synes, det er så skamfuldt, at man ikke ”bare” kan tage sig af sit barns behov, når nu man er blevet gravid, fordi ´det jo er den største lykke i verden´. Så man har virkelig brug for en partner, der forstår de kræfter der er på spil og er i stand til at støtte uden at bidrage til stigmatiseringen”.

Christina bryder tabuet og deler ud af sit liv for at hjælpe andre

På trods af flere ubehagelige episoder i forbindelse med Christinas graviditet, har hun også mødt beundring og ros på sin vej, hvilket er en af grundene til, at hun i dag deler flittigt ud af sit liv og hele ”recovery-processen”, som hun kalder det på Instagram. Desuden har Christina medvirket i TV2´s dokumentar ´Må jeg være mor´, hvor hun fortæller om sin rejse med spiseforstyrrelse, graviditet og den stigmatisering, der hersker blandt kvinder, der på den ene eller anden måde skiller sig ud fra majoriteten grundet sin sociale baggrund, helbred eller psyke.

”Jeg synes, det var spændende at være med til optagelserne på ´Må jeg være mor´, fordi programmet viste den rene sandhed og på ingen måde blev opstillet. De fulgte egentlig bare hverdagen på vores præmisser, så det gav også mig mulighed for at være mig selv hele vejen igennem. Jeg tror også, at hele processen har bidraget til, at jeg har reflekteret meget over, hvordan jeg er som mor og at det har gjort, at jeg blevet bedre til at tænke, at ´nu gør jeg det, der er det rigtige for os, fremfor hvad normerne er”, fortæller Christina og uddyber, at:

”Jeg har selv følt mig så ensom i processen, og om at få det bedre, og jeg har selv haft svært ved at finde informationer om dét at være mor med en spiseforstyrrelse, så det er egentlig for at inspirere andre, at jeg i dag deler åbent ud om mit liv på blandt andet Instagram”.

Udover at dele dagligdagens tanker og episoder, arbejder Christina som peer-medarbejder, hvor hun er ansat på ungdomspsykiatrisk afdeling, hvor hun også deler sine erfaringer og giver håb til andre. Hun siger, at det bunder i, at hun selv har følt sig ensom og manglet det i sin ungdom og behandlingsproces.

”Det er nok det, der er med til at motivere mig til at nedbringe nogle fordomme og samtidig også at kunne inspirere andre til at komme videre”.

Oliver kommer atter ud i køkkenet med julelys i øjnene, og så ved man godt, hvad klokken har slået. Familien skal som lovet en tur på biblioteket, hvilket Oliver har glædet sig til hele dagen. Idet samtalen når sin vejs ende, pustes kalenderlyset ud, frakker, vanter og støvler findes frem i entreen og familien fortsætter sin dagligdag.